Om Fladså Arkiv

Arbejdsområde Arkiv og forening Lokaler Formålsparagraf
Tilgængelighedsregler Tavshedspligt Medarbejdergruppen SLA
LASA Bomærke Plakat Tilbage til oversigt

Arkivets arbejdsområde er Fladså kommune.

Fladså kommune strækker sig tværs over Sydsjælland fra Præstø Fjord i øst til Dybsø Fjord i vest. - I areal 13.283 hektar med et folketal pr. 1/1-2006 på 7.730.

Arkivets arbejdsgruppe af frivillige tager sig af arbejdsopgaver med indsamling og bevaring af vore lokale arkivalier.

Naturligvis er der samarbejde og gensidig hjælpsomhed lokalarkiverne imellem, men vi går ikke på rov i hinandens arbejdsområder. Fladså Arkivs vedtægter og vort medlemskab af landssammenslutningen (SLA) bestemmer vort arbejdsområde. Det indebærer, at der er gensidig afleveringspligt af arkivalier, der ikke har tilknytning til vore områder. For eksempel har Fladså ingen glæde af at bruge arkivplads på et ubeskrevet postkort med et Odensemotiv; at smide det i papirkurven ville være en dødssynd. Så bliver et sådant afleveret til Fladså, sørger vi for at videresende det til Odensearkivet.

Arkiv og forening.

Enkeltpersoner og små lokale grupper havde længe puslet med lokalhistorie, da formanden for det daværende Initiativtagerråd i Fladså, Peder Nielsen, Lov, på et rådsmøde i juni 1979 foreslog oprettet et lokalhistorisk arkiv. Mødedeltagerne klappede i hænderne og sagde ja til forslaget. Advokat Jens Bjørst i Flintemose fik til opgave at lave vedtægter. "Lokalhistorisk forening og arkiv i Fladså" blev stiftet d. 15. august 1979.

Penge havde arkivet ingen af, så den nyvalgte kasserer spyttede 200 kr. og Initiativtagerrådet 3000 kr. i kassen som lån til indkøb af regnskabsbog, ringbind og girokort samt til annoncer, arkivpjece m.m. Sådan fægtede vi os frem, indtil vi i 1980 opnåede et kommunalt tilskud til drift og etablering af arkivet.

Arkivets første formand så i 1979 for sit indre blik en himmelsk hærskare af foreningsmedlemmer. Desværre var virkelighedens verden en anden. I det første regnskabsår blev det til 160 medlemmer, men siden da dalede medlemstallet i en periode langsomt, men sikkert. Mange medlemmer har trofast holdt ved siden arkivets start, men da de efterhånden er af ældre årgang, forsvinder de af naturlige årsager. Tilgangen af nye medlemmer opvejede i en årrække ikke dødsfald, fraflytning m.m., så i 1996 nåede medlemstallet ned på 101. Siden er medlemstallet igen begyndt at stige, så nu (2006) tæller foreningen ca. 180 medlemmer. Foreningskontingentet var 25 kr. i 1979/80. Det er i årenes løb langsomt steget til 100 kr.

Fladså Arkiv er foreningsdrevet, men kontingentbeløbet er langt fra nok til at dække arkivets driftsomkostninger. Uden det årlige kommunale driftstilskud ville arkivet forlængst være blevet lukket.

Sådan bliver du medlem af Fladså Arkiv: Du kan enten ringe til arkivlederen eller til et af bestyrelsesmedlemmerne - arkivlederens telefonnummer finder du på vor velkomstside og bestyrelsesmedlemmernes på siden med bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere. Du kan også sende en e-mail til os på adressen arkiv@fladsaa-arkiv.dk eller indbetale kontingentet kr. 100,- på girokonto 565-0917.

Tilbage til toppen. Tilbage til oversigt.

Lokaler.

Et tilholdssted fik vi i 1980, da kommunen stillede lokaler på Mogenstrupskolen til vor disposition. Vi fik et magasin i kælderen på 11 kvadratmeter og lov til at benytte “fritidslokalet”, der lå i stueplan. Senere fik vi lov til at benytte rengøringspersonalets frokoststue, så vi ikke skulle bære arkivalier ad en udvendig trappe i alt slags vejr. I 1988 fik vi et fast arbejdsrum på 11 kvadratmeter uden vinduer lige ved siden af magasinet.

I slutningen af marts 1999 flyttede vi til større og lysere lokaler i kælderen på Korskildeskolen i Brøderup. Her har vi indrettet 26 kvadratmeter magasin og 48 kvadratmeter kombineret arbejdsrum og “læsesal”.

Formålsparagraf.

Formålsparagrafen siger bl. a., at vi skal fremme kendskabet til og styrke interessen for Fladså kommunes historie i fortid og nutid, at indsamle, registrere og stille det indsamlede til rådighed for offentligheden efter gældende regler. Det betyder, at vi med åbne arme modtager alle, der måtte have interesse for Fladsås historie eller slægtsforskere, der leder efter spor til familiehistorien.

Tilgængelighedsregler.

Arkivets samlinger er tilgængelige, men der er regler for, hvad der er adgang til eller ikke. Fladså Arkiv følger de samme tilgængelighedsregler som landsarkiverne og Rigsarkivet. Arkivlederen har ret og pligt til at lukke af for adgang til arkivalier, der måtte komme for tæt på enkeltpersoners privatliv. Besøgende får altså ikke lov til at rode rundt på egen hånd.

Tavshedspligt.

Arkivets medarbejdere har tavshedspligt. Når de starter i arkivet underskriver de en "tavshedserklæring på tro og love". Det betyder, at de i givet fald ved grov overtrædelse af tavshedspligten kan falde ind under straffelovens bestemmelser.

Medarbejdergruppen

består af m/k'ere, der alle har lokalhistorien som hobbyarbejde. D.v.s. at alle har meldt sig frivilligt, og at de er 100% ulønnede.

Tilbage til toppen. Tilbage til oversigt.

SLA - Sammenslutningen af Lokalarkiver.

Fladså Arkiv har siden sin start været medlem af den landsdækkende sammenslutning af lokalarkiver, i daglig tale kaldet SLA. Den samler arkivfolk, både fra de meget store og fra de meget små arkiver, i bestræbelserne på at højne kvaliteten i arbejdet med bevaringen af vor fælles kulturarv.

SLA står for videreuddannelse af arkivernes medarbejdere, udvikler fælles og ensartede registreringssystemer, udgiver håndbøger, holder kontakt til myndigheder - f.eks. i forbindelse med nye arkivlove, har været med i udviklingen af edbsystemet "ARKIBAS", der bruges i ca. 250 af landets arkiver.

SLA har også deltaget i projektet omkring DANPA, Danmarks Nationale Privatarkivdatabase og gjort det muligt at lave udtræk fra "ARKIBAS" til brug i DANPA.

Fladså Arkiv betragter sit medlemsskab som en slags kvalitetsstempling. Vi har SLA-godkendte vedtægter. Vi deltager i SLA's årsmøder og kurser, når vi har tid og råd. Det kniber som regel med begge dele.

LASA - Lokalarkiverne i Storstrøms Amt.

Vort medlemsskab af SLA pålægger os medlemsskab af den SLA-kreds, der dækker Storstrøms Amt. Amtskredsen (LASA) står for den grundlæggende uddannelse af arkivmedarbejdere, holder møder for arkivledere, deltager i SLA's kredsmøder, arrangerer ekskusioner m.m. Formand for LASA er arkivleder i Stubbekøbing lokalhistoriske Arkiv, Karin Rasmussen.

Tilbage til toppen. Tilbage til oversigt.

Fladså Arkivs bomærke.

Fladså Arkivs logoDen nuværende Fladså Kommune blev dannet i 1970. Den havde naturligt nok ikke noget kommunevåben. I midten af 1970'erne opstod tanken om at få udformet et våben, og arbejdet gik i gang. En arbejdsgruppe blev nedsat, og Fladsås borgere blev bedt om at komme med forslag til et kommunevåben. Begge køn og alle aldersgrupper gik i tænkeboks. Der indkom 30 forslag. Af disse udtog arbejdsgruppen tre forslag, der blev forelagt statens rådgivende heraldiker. Han vendte tommelen nedad. Så det endte med et helt andet Fladså kommunevåben. Det fik Indenrigsministeriets endelige godkendelse i 1981 og kommunalbestyrelsens i 1982. Men der er fortsat folk i Fladså, der mener, at det forslag, der var indstillet på førstepladsen, burde have været Fladsås kommunevåben.

Vinderen af idekonkurrencen var Annette Jørgensen, der er født og opvokset i Snesere. Hun fik af kommunen overrakt et stort årskrus, som tak for hjælpen. Da hendes forslag var på vej til at blive arkiveret til "evig glemsel", spurgte en enig arkivbestyrelse hende, om Fladså Arkiv kunne få lov til at bruge hendes tegning som bomærke. Annette Jørgensen gav sin tilladelse. Hendes prægtige forslag til kommunevåben blev Fladså Arkivs bomærke, og det har lige siden glædet ikke bare os i arkivet. Hvad arkivet betalte for tilladelsen? Ja, copyrightafgifter, det ord eksisterer ikke i vort lokale ordforråd. Arkivets pengekasse har det som statskassen. Den er næsten altid tom. Vor tak til Annette blev en juleklokke, håndmalet af vor lokale tusindkunstner ud i porcelænsmaling, Bitten Schmidt, og den kostede 80 kr.

Et elegant bomærke, en fryd for øjet. Og det er fyldt med symbolik. De seks, gule kornaks henviser til de seks kirkesogne (Everdrup, Hammer, Mogenstrup, Næstelsø, Snesere og Vester Egesborg), der i dag danner Fladså kommune. Deres baggrund er grøn som græsset, for Fladså er en landkommune. Det nederste felt er blåt, for Fladså Kommune strækker sig tværs over Sjælland fra Dybsø Fjord mod vest til Præstø Fjord mod øst, og gennem kommunen snor sig åen "Fladså", der har givet kommunen navn.

Tilbage til toppen. Tilbage til oversigt.

Fladså Arkivs plakat

Fladså Arkiv blev stiftet i 1979, men kom først i gang med sit arbejde i midten af 1980. Blandt de første afleveringer var en kuvert sendt af Lokalhistorisk Arkiv i Præstø. Kuverten indholdt et billede, der viste et stateligt par fotograferet i et fint haveanlæg, men ingen nærmere forklaring på, hvem de to personer var, lige bortset fra et stempel på bagsiden "Mogens Dambæk, Landsretssagfører, tlf. 37 - Præstø" og med håndskrift "Landvæsenskommisær P. Hansen, Aaside og Hustru". Så det røg bare i arkiv.

Et par år senere fik vi foræret en årgang af "Dansk Landbrug, Upolitisk Ugeblad", udgivet af "Danske Landmænd" fra 1908. Billede af Mette Marie og Peder Hansen,
brugt på Fladså Arkivs plakatDet skulle naturligvis kigges igennem. Et lille foto bed sig fast på nethinden. Det lignede herren, landvæsenskommissæren, på fotoet fra Præstøarkivet. Og det var ham. Dermed kunne vi gå i gang med at få samlet historien om Peder Hansen. I artiklen, der hørte til fotoet stod bl.a.: "I mere end en Menneskealder har han siddet som Ejer af Dambækgaard ved Aaside".

"Dambækgaard" og "landsretssagfører Dambæk, Præstø" - der var vist en forbindelsestråd, så vi ringede til landsretssagføreren og spurgte. Jo, der var forbindelse, og vi kunne da lige gå hen på Snesere kirkegård, for der var Peder Hansens gravsted fortsat bevaret. På gravstedet samlede vi fødsels- og dødsdata. I "Præstø Avis" fra 1914 var Peder Hansens dødsannonce og nekrolog, og han er omtalt i lærer Peter Jensens "Optegnelser om Snesere Sogn" fra 1883. Så nu havde vi ikke blot et fotografi, men også historien til det.

Da Fladså Arkiv i 1984 skulle vælge motiv til sin arkivplakat, var der ingen tvivl. Billedet på plakaten skulle være fotografiet af landvæsenskommissæren Peder Hansen og hans hustru Mette Marie. Trykkene kostede en lille formue, nemlig 780 kr. 80 øre. Så vi passer på vore arkivplakater. Vi har fortsat et lager. Vi ved, at vor plakat er gammeldags, helt ude af trit med stilen i dag, men hvad, det falder vel godt i hak med vort arbejde med Fladsås fortid. Et flot stykke arbejde, derfor ikke så sært, at chefen for Fladså Tryk (nu Fladså Grafisk), der trykte plakaten for os, og vor tidligere arkivleder falder i nostalgisk henrykkelse, når de mindes den fine plakat.

Du kan læse mere om Peder Hansen og hans hustru under "FORTÆLLINGER".

Tilbage til toppen. Tilbage til oversigt.
 
Opdateret d. 8. oktober 2006. Copyright: Fladså Arkiv.