Sct. Peders Kapel med mindestenen for Anders Lassen. Foto: Fladså Arkiv.
| Til turens start. |
| Tilbage til oversigt. |
Hvis du vil se et kort over ruten, kan du klikke her. Du kommer tilbage igen ved at klikke på tilbage i menubjælken.
Cykelruten går via Hemmestrup og Staunstrup, ad Bækkeskovstræde forbi Bækkeskov til Strandvejen langs Præstø Fjord. Her fortsætter den sydover over "Even Bro" ved grænsen til Præstø kommune, videre mod Nysø og Præstø.
Tager vi turen fra Nordsjælland til Sydsjælland, kommer vi gennem Fladså kommune, ligegyldig hvilken vej der vælges.
Fladså kommune er nemlig enestående landskabeligt set. Den ligger ud til Sjællands kyster både mod øst og mod vest. Mod øst ud til Præstø Fjord og mod vest ud til Dybsø Fjord. Fladså kommune lægger jord til og fungerer som en slags transportkorridor for store vejanlæg og jernbanen.
Fladså kommune fik sin nuværende udstrækning ved kommunalreformen i 1970. Den er rammen omkring seks gamle kirkesogne, nemlig Everdrup, Hammer, Mogenstrup, Næstelsø, Snesere og Vester Egesborg.
Kommunen har lånt sit navn fra vandløbet Fladsåen, der har sit udspring tæt på kommunegrænsen mod nord (ved Storskov mellem Dysted og Everdrup) og sit udløb i Fladstrand ved Gaunø, syd for Næstved.
Fladså kommune har ca. 7.300 indbyggere, hvoraf de fleste har deres daglige erhvervsarbejde uden for kommunegrænsen.
Vi, der bor i Fladså, er naturligvis af den faste overbevisning, at her er godt at være, og at her er det vidunderligste landskab i hele Danmark.
Motorvej E47/E55 skærer sig støjende gennem Fladsås jord, og den deler kommunen i to. Inden motorvejen blev taget i brug i 1993, gav hovedlandevejen, rute 151 fra København til Vordingborg, store trafikproblemer. Trafikken på hovedlandevejen var så stærk, at det især ved sommertide kunne være svært at finde smuthuller i trafikstrømmen, så der blev mulighed for at komme ud på og tværs over vejen. Det hjalp lidt, da der blev etableret trafiklys i Tappernøje. Indtil 1820erne, da hovedlandevejen blev taget i brug, gik den østlige sjællandske trafik også gennem Fladså, nemlig via Stevns ad kystvejen langs Præstø Fjord mod Præstø og videre til Vordingborg. Det har jo kun været en grusvej, så hvem ved, måske har der også der fra tid til anden været trafikproblemer. Det er ganske korrekt:
Vi ved godt, at Rosenborg Slot ligger i København, og at Guldhornene ikke blev fundet i den fladsåske muld, men det betyder ikke, at Fladså er historieløs.
Konger og dronninger, prinser og prinsesser, hoffolk, adelsmænd og -kvinder, gejstlige og verdslige, krigsfolk, tiggere og ganske almindeligt godtfolk har bevæget sig gennem Fladså - til fods, på hesteryg, i kareter og arbejdsvogne, så på cykel og nu også i motorkøretøjer.
Her har været liv og bevægelse i årtusinder, i gode som i onde tider, i fredstider og i krigstider. Fladsås historie er del af Danmarkshistorien, men det er Danmarkshistorie på det overordnede plan, der er skrevet mest om. Lokalhistorien har været og er det måske stadigvæk et ugleset stedbarn. Men det betyder ikke, at alle de små og ydmyge steder i Fladså og alle andre lignende steder på Danmarkskortet ikke har sin helt egen lokalhistorie. Det har de naturligvis. Desværre er der ikke løbende blevet samlet og skrevet Fladså-lokalhistorie. Lidt er der dog at hale frem af det historiske mørke.
| Tilbage til oversigt. |
Herredsbækken,
der er skillelinje mellem Fladså og Rønnede kommuner. Som navnet antyder, er bækken også grænsen mellem de to gamle herreder, Bårse og Faxe (herred betyder næsten det samme som retskreds).
Hemmestrup,
der tidligere hed Hemingstorp. Navnet er kendt fra år 1387. Det betyder Hemings udflytterbebyggelse. Ordet udflytter bruges om en bonde, der har flyttet sin gård fra landsbyen ud i markerne.
Staunstrup Forskole, Staunstrupvej 3,
var skole for mindre børn, 1.-3. klasse. Den blev taget i brug i 1914 og nedlagt i 1970. Den er nu privatbeboelse.
Staunstrup Hovedskole, Staunstrupvej 1,
var skole fra 1862 til 1960. Betegnelsen hovedskole bliver ofte brugt om skole for større børn (4.-7. klasse), men dækker egentligt folkeskolens første 7 år, hvor undervisningen er udelt og fælles for alle. Skolen er nu privatbeboelse.
Gården "Nyprøve".
Baron Charles August Selby var englænder, født i 1755. Han kom som meget ung til København, hvor han tjente gode penge ved handel. Han købte i 1795 godset "Bækkeskov" (samt Everdrup og Baarse kirker). Han oprettede flere små forpagtergårde, der skulle være mønstergårde for landbrug. Blandt dem "Nyprøve"gården, der var på ca. 90 tdr. land, og i flere år forpagtet af skotten David Siem fra Aberdeen. Gården blev senere udlagt til huslodder. Charles August Selby solgte "Bækkeskov" i 1805. Han døde i 1823 som kammerherre og generalkrigskommissiær på "Güldenstein" i Holsten.
Bækkeskov Gods, Bækkeskov Alle 1.
Bækkeskov er et meget gammelt herresæde. Landsbyen Bækkeskov omtales allerede i år 1320. Landsbyen blev afbrændt i 1658 under svenskekrigen 1657-1660. Bækkeskov's første ejere er ubekendte. Den første kendte er Hr. Peder Fynbo fra omkring år 1600.
Den mest kendte af Bækkeskovs ejere er landsdommer Knud Ahasverus Becker (søn af en færgemand fra Hvalpsund), der den 12. august 1738 blev overfaldet og dræbt af godsets bønder. Af drabsmændene dømtes 11 mænd til døden ved halshugning, 4 mænd til at arbejde i lænker på Bremerholm (Københavns Flådestation), og 5 kvinder havnede i tugthus (fængsel).
Fredag den 12. august 1988 på 250-årsdagen for bondeoprøret på Bækkeskov gods og drabet på Bækkeskovs ejer blev der i Bækkeskov's park afsløret en mindesten for den voldsomme begivenhed. Mindestenen blev sat af den daværende godsejer Børge Hinsch, der i denne specielle anledning åbnede godsets park og dermed gav et par hundrede af egnens beboere mulighed for at overvære mindestensafsløringen. Mindeaftenen var arrangeret i samarbejde med Fladså Arkiv. Der var lagt et meget flot program for aftenen. Desværre viste vejrguderne sig fra sin meget våde side. Aftenen nærmest druknede i øsende regn, men mindestenen blev afsløret.
Yderligere oplysninger om "Bækkeskov", kan findes i "Danske Herregaarde ved 1920" skrevet af S. Nygaard og udgivet på Henrik Koppels Forlag.
| Tilbage til oversigt. |
Stedet blev brugt af digteren Christian Winther, da han i 1854 satte pennen til papiret og skrev det kendte værk "Hjortens Flugt". Her ender hr. Strange Nielsens vilde ridt, bundet til ryggen af en hjort.
Statshusmandsbrugene langs Bækkeskovstræde.
I 1934 blev der på begge sider af Bækkeskovstræde fordelt 10 statshusmandsbrug - alle udstykket fra Bækkeskov's store herregårdsmarker. De nye brug var på 12-15 tdr. land, en god størrelse på datidens familiebrug. Begyndelsen af 1930'erne var krisetid, også for det danske landbrug, men på trods af landbrugskrisen var udstykninger i Bækkeskov og i andre dele af Danmark et forsøg på at komme datidens arbejdsløshed til livs. Nybyggerne på de udstykkede Bækkeskovjorder havde strenge år, ofte med et bijob ved siden af arbejdet på statshusmandsbruget. Men de klarede sig. Her i 1990erne er tiden og udviklingen i landbruget løbet fra husmandsbrug på 10-15 tdr. land. I et af statshusmandsbrugene på Bækkeskovstræde drev Fritz Jørgensen, der digtede "Flintemosesangen", landbrug.
Mindestenen for Anders Lassen ved Sct. Peders Kapel.
Anders Lassen blev født i 1920, stod til søs i januar 1939, meldte sig som frivillig til engelsk militærtjeneste i januar 1941 og faldt som engelsk soldat natten til d. 9. april 1945 under et patruljetogt ved Comacchio i Norditalien.
Han er den mest dekorerede soldat i 2. verdenskrig: tildelt det engelske Military Cross tre gange samt Victoria Cross. Anders Lassen's originale medaljer er udstillet på Frihedsmuseet i København.
Mindestenen er rejst af hans forældre, Susanne og Emil Lassen, der i en årrække var ejere af godset "Bækkeskov", og hvor Anders Lassen således tilbragte en del af sine drengeår.
Anders Lassen ligger begravet på den britiske krigerkirkegård ved Argenta i Italien.
Der er skrevet og fortalt meget om Anders Lassen. Af bøger kan nævnes:
Sct. Peders Kapel på Strandvejen.
Sct. Peders Kapel var færdigbygget i sommeren 1878. Jordstykket, som kapellet blev bygget på, blev skænket af kammerherreinde Anne Sophie Elisabeth Vind på Bækkeskov, der også skænkede kapellets spir og to vinduer af bøhmisk glas. Proprietær Münster fra Bredeshave skænkede 5000 mursten (der var fremstillet på Bredeshave Teglværk), og baron Thott af Gaunø gav 50 tdr. kalk. Bortlodninger, indsamlinger, gaver, frivillige kørsler og arbejdsdage hjalp til, og d. 15. september 1878 blev kapellet indviet. Tegningerne var udført af arkitekt Holm fra København, og murermester Wenzel fra Præstø stod for byggearbejdet. Kapellet blev malet og dekoreret af malermester Veber også fra København. Kirkeklokken kostede 600 kr. I efteråret 1881 blev kapellet udstyret med to kakkelovne. Kapellet hører under Everdrup kirkesogn.
Sparresholmshuset ved Stranden.
På sydsiden af Sjoltevej lige ved Strandvejen lå "Ledvogterhuset" eller "Sparresholmshuset". Sit første navn fik huset, fordi der her var anbragt et led til at lukke for vejen, der førte til Sjolte. "Sparresholmshuset" kaldtes det, fordi det hørte under godset "Sparresholm". Huset blev benyttet af Sparresholms herskab, når det om sommeren badede fra stranden. Der var indrettet en lille beboelse for opsynsmanden og hans familie. Desuden var der et større værelse med køkken og spisekammer for herskabet, der gerne drak te inden hjemturen til Sparresholm.
"Sparresholm" hed i middelalderen "Paddeborg". Det har haft et utal af skiftende ejere. En del af godset har tilhørt kronen 1365-1410 (kong Valdemar og dronning Margrethe d. 1.).
Marjatta - boinstitution, Strandvejen 15.
Lokalinstitutionen Marjatta begyndte sin virksomhed omkring 1960 ud fra østrigeren Rudolf Steiner's åndsvidenskab. Rudolf Steiner's holdning var, at menneskets åndelige væsen ikke kan være sygt - men at kroppen kan være et dårligt instrument for sjælen. Marjatta og de tilknyttede afdelinger i Snesere (beskyttet værksted) og Næstelsø (bofællesskab) er rammen om en meningsfuld tilværelse for beboerne, der kan beskæftige sig med landbrug, gartneri, sølvsmedearbejde samt fremstilling af musikinstrumenter og legetøj.
Gjøngehuset, Strandvejen 13.
Gynge-, Gjønge- eller Gøngehus kan antyde, at her har boet efterkommere af gjøngerne fra Svenskekrigene 1657-60. I 1729 begravedes en "Peder Pedersen Gjønge", og i 1756 var en "Jacob Gjønge" fæster (lejer) af huset, der hørte under Bækkeskov. Men da den tidligere "Gynge-" eller "Gjøngemose" ved Bredeshave var en stor ellemose, der bestod af gynge- eller hængesæk (hængesæk er et lag af mosser, der hviler på vand), kan husets navn godt tilskrives mosen, og ikke nødvendigvis gjøngerne.
Bredeshave, Strandvejen 11.
Bredo von Munthe af Morgenstjerne, ejer af Bækkeskov fra 1741 til 1757, var glad for sit jordstykke ved stranden. På grunden lå et lille hus kaldet "Bredos Haugehus" (havehus). Her lå en slags planteskole, og her boede gartneren. Bredos Haugehus blev udvidet med tilliggende jordstykker. Bredo von Munthe af Morgenstjerne døde i 1757. Sønnen Otto Kristoffer overtog Bækkeskov i 1759, og han oprettede i 1782 Bredeshave ladegård. Bredeshave blev drevet som avlsgård under Bækkeskov ved avlsmænd og forvaltere indtil 1802, da Bækkeskov's daværende ejer Baron Charles August Selby solgte gård og gods til forpagteren på Nysø, G. J. Røby. Bredeshave var den første gård, hvor den amerikanske svingplov blev taget i brug til stor forundring for de omkringboende.
| Tilbage til oversigt. |
Tappernøje gl. Kro, Strandvejen 9.
Tappernøje Kro (oprindeligt skrevet "Tappe Nøje Krug") var muligvis afløseren for en uprivilegeret kro, der lå ved Helledes Møllebro. Tappernøje Kro brændte omkring 1740 og blev ikke genopbygget før i 1775 af landsdommer Bredo von Munthe af Morgenstjerne til godset "Bækkeskov", der havde købt dén og Even By i 1762. Den første kromand efter branden var Jørgen Frederik Johansen Koefoed, der også var portmand i "Vildtbanehuset ved Tappenøje". Den næste kromand skød sin kone, ved et uheld eller planlagt, ja, det vides ikke. Kroen blev nedlagt Mikkelsdag 1826, da den "Ny Tappenøje Kro", bygget af Bredeshave's ejer, Heinrich Christian Vallentiner, blev taget i brug ved den nye Københavns-hovedlandevej. To år senere brændte den oprindelige krobygning ved Stranden. Udbygningerne blev reddet og indrettet til beboelse for smeden ved Bredeshave Avlsgård.
Skibsbro ved Tappernøje gl. Kro.
I begyndelsen af 1800-årene fandtes her en skibsbro, hvorfra bl.a. ejerne af godset "Engelholm" udskibede korn og brænde. Meget tyder på, at der også i århundrederne forud har været skibsbro her.
Vildtbanegrøften.
Vildtbane betyder dyrehave. Kong Christian d. 4. besluttede i 1588, at hele Sydsjælland skulle være én eneste stor kongelig dyrehave, der mod nord skulle afgrænses med et vildtbanehegn, der skulle strække sig fra Præstø Fjord til Dybsø Fjord, en afstand på 12 km. Det blev et anlæg med grøft og vold. På volden var der et hegn, der skulle holde kongens dyr inde i vildtbanen og krybskytter ude. I 1616 kom generalordren til opførelsen af vildtbanegærdet tværs over Sydsjælland.
Manglende vedligeholdelse i de følgende 100 år satte sit præg på vold og hegn, men først i 1715 blev det besluttet, at de gamle grøfter skulle graves op igen. I efteråret 1718 var grøften færdiggjort, den høje vold bragt i orden, og et gærde opsat på volden. I 1719 var der bygget fem boliger til opsynsmændene ved Vildtbanens ind- og udkørsler. Vildtbanen blev nedlagt i 1774.
Vildtbanegrøften starter ved Dybsø fjord syd for Stejlebanken og fortsætter over markerne tværs gennem Hammer by. I Hammer lå et af de seks vildtbanehuse og -led. Rester af den gamle grøft kan efter mere end 350 år stadig skimtes i terrænet, f. eks i haverne ved Strædet i Hammer. Ved Snesere løb grøften langs med Langdyssevej, videre over markerne til Store Røttinge og endte ved stranden ved Præstø Fjord.
Næstved-Præstø-Mern-banen:
D. 8. maj 1894 stadfæstede kongen Den store Jernbanelov, der indeholdt bestemmelser om anlæg af bl.a. 28 privatbaner - nr. 5 blandt privatbanerne var en bane mellem Næstved og Præstø. Tilskud fra stat, amt og kommuner dækkede sammen med private aktionærers indskud anlægsudgifterne. Den blev indviet d. 20. marts 1900. I 1913 blev banen ført videre til Mern. Banen blev nedlagt d. 31. marts 1961. Privatbanen gik fra Næstved over Næstelsø, Brandelev, Bøgesø, Snesere og Tappernøje over godset "Nysø"s marker og endte i Præstø, hvor jernbanestationen lå nede ved havnen.
Banens stationsbygninger findes endnu, nu benyttet som privatbeboelse. De vidner om en svunden, men betydningsfuld periode i småkommunernes historie. Banens forløb kan fortsat fornemmes adskillige steder, bl.a. hvor den gik tværs over Brøderupvejen. Her ses den dæmning, som banen lå på, syd for vejen.
Oldtidsvejen ved Broskov.
Hvis vi fra Broskovvej går ad en markvej, langs et frugthegn, kommer vi til Oldtidsvejen. (Brug øjnene godt, vejen kan være lidt svær at finde). Den stenbyggede vej fører over en eng langs Hulebækken. I Storkeskoven lige nord for engen ligger seks bevarede hulveje, hvis spor røber, hvordan hulvej efter hulvej er blevet skiftet ud efterhånden, som de blev for opkørt og for ufremkommeligt et morads. (En hulvej er en vej med skrænter på begge sider.) Vejsporene løber vifteformet sammen ved bakkens fod, hvor stenvejen fører ud over engen.
Oldtidsvejen er et velbevaret vejanlæg fra romersk jernalder (ca. år 400 e.Kr.) delvis dækket af et vejanlæg fra middelalderen (ca. år 1300).
| Tilbage til oversigt. |
Vore forfædre gik, red og kørte ikke altid den nærmeste omvej for at undgå fugtige og sumpede områder. Det skete, at de byggede solide vejanlæg, der har klaret sig igennem næsten 1600 år. Oldtidsvejen er ikke anlagt af en sølle træl og middelaldervejen ikke af en ussel fæstebonde, der må have stået indflydelsesrige personer bag vejanlægget.
Engelholm, Engelholmvej 1.
Engelholm er oprettet til herregård af den lille by Skovbygaarde og fire gårde i Store Røttinge by i forbindelse med det kongelige udsalg af det tidligere vordingborgske ryttergodsdistrikt i september 1774.
Ejendommen blev købt af Hans Pedersen, der i 1773 giftede sig med enken Inger Engel fra Vordingborg. I årene 1781-1785 opførte Hans Pedersen en smuk ny hovedbygning og opkaldte i den forbindelse godset efter sin hustru. Det blev navngivet Engelholm (indtil da havde det heddet Schoubyegaard). I 1830 købte postsekretær, senere etatsråd Benjamin Wolff "Engelholm", og godset har siden da været ejet af slægten Wolff/Wolff-Sneedorff.
Justitsråd Wolff var sogneforstander 1841-1844, forpagter Crone på Engelholm var 1860-1868 sognerådsformand, og det samme var kammerjunker Wolff-Sneedorff 1871-1877, alle tre i Snesere kommune.
Det er svært at forestille sig et landskab uden asfaltveje, biler, tvantenner, telefon- og elmaster, moderne vindmøller og alle de andre nymodens opfindelser, og hvordan det har været at leve på disse kanter i tidligere tider. I tankerne skal vi gøre alle veje smallere, skrælle asfaltbelægningen af, erstatte bilerne med heste og hestevogne, udskifte mejetærskerne med leer og høstriver, ændre på tøjmoder med mere. Med lidt god vilje kan vi godt mærke vinden, der trak ind gennem vinduer og døre, høre brændeovnenes låger klapre, når brændestykkerne blev lagt i.
Her har været travlhed og utroligt hårde livsvilkår, når sultedøden truede under misvæksttider, når pestsygdomme rasede og lagde folk i graven, og når krigskarle drog hærgende gennem landskabet. Men mon der ikke også har været tid til at nyde livet, i et langsomt tempo, en ukendt oplevelse for os i 1990-erne på tærsklen til et nyt årtusinde.
Derfor vort råd til cyklister, bilister og travende: Slap af, tag det roligt, nyd ferien og turen i fulde drag. Vi håber, I bringer nye kræfter med hjem til jeres daglige arbejde, og at Fladsås lyksaligheder kan kaste varme og lys over dagene, når vinteren falder på.
| Til turens start. | Tilbage til toppen. | Tilbage til oversigt. |
| Opdateret d. 3. december 1998. | Copyright: Fladså Arkiv. |