![]() |
|
![]() |
Fladså Arkiv har fået tilskud fra Indenrigsministeriets Landdistriktspulje til et projekt, der kort kan beskrives således: Indsamling og formidling af oplysninger og folkeminder om 10 ejendomme, der startede som statshusmandsbrug under samme vilkår i 1934 og deres status i 2001, herunder hvilken kultur og hvilke levevilkår, der har været, og hvilke muligheder, der er for at leve og bo i landdistrikterne i år 2001. Der tages interview med alle de nulevende personer, der har haft tilknytning til beboelserne, ligesom der forsøges indsamlet så meget fotomateriale og så mange dokumenter og andet materiale som muligt, der kan belyse projektet. De indsamlede oplysninger vil blive formidlet i lokalområdet i form af foredrag i foreninger, vandreudstillinger på bl.a. kommunens skoler og offentliggørelse på Fladså Arkivs hjemmeside.
Alle de nuværende beboere af de tidligere statshusmandsbrug på Bækkeskovstræde 13-30 samt på nogle af ejendommene på Strandvejen har haft besøg af arbejdsgruppen, der består af Margit Hansen og Susanne Andersen. De har også interviewet en del andre personer, der har haft tilknytning til de nævnte ejendomme. Mange fotos er blevet lånt og skannet, og interviews er blevet renskrevet.
Resultatet af
ovennævnte indsamling er offentliggjort i en bog på
56 A4-sider med mange billeder. Bogen er inddelt i fire afsnit:
"Fortiden", "Nybyggerne", Beskrivelse af de
enkelte ejendomme og "Nutiden". Bogen koster 185
kr. og kan købes i Fladså Arkiv.
Søndag d. 27. oktober 2002 præsenterede vi bogen "Fra Husmandssted til lystejendom" i Fladså Hallens Cafe Aqua. Bogen er skrevet af Susanne Andersen, Vester Egesborg, og Margit Hansen, Bøgesø. Det blev det helt store tilløbsstykke. 180 mennesker fra nær og fjern mødte op for at høre om statshusmandsbrugene i Bækkeskovstræde og på Strandvejen. Der kom mere end dobbelt så mange som forventet, så der måtte hentes ekstra borde og stole, inden vi lidt forsinket kunne starte på dagens program.
Susanne Andersen viste et diasshow
med mange skønne og spændende billeder - både
billeder, der kom med i bogen, og billeder, der ikke blev plads
til. Herefter åbnede arkivleder Keld Andersen, Åside,
den første kasse med bøger og afslørede dagens
store hemmelighed: Hvem havde skrevet forordet til bogen. Det
viste sig at være fhv. borgmester Ole Steffensen, Åside.
Derefter gik det løs med salg af bogen, og samtidig var
kaffen klar. Der blev udvekslet mange minder om gamle dage i Bækkeskovstræde
og omegn. Som repræsentant for efterkommerne af de første
statshusmænd i Bækkeskovstræde overrakte Keld
Hansen, Bøgesø, en flot buket blomster til hver
af de to forfattere.
Til lejligheden havde Fladså Arkiv lavet en plancheudstilling om de beskrevne ejendomme i Bækkeskovstræde og på Strandvejen. Denne udstilling vil blive vist frem igen på Arkivernes Dag, lørdag d. 9. november 2002.
|
I forordet til bogen skriver fhv. borgmester Ole Steffensen, Åside: "Bogen er samlet og redigeret af to frivillige medarbejdere ved Fladså Arkiv nemlig Margit Hansen og Susanne Andersen, som fortjener megen ros for det flotte resultat, som ganske enkelt er en lille kulturhistorisk perle, - alle facetterne er med. Hovedvægten i bogen er naturligvis udstykning i Bækkeskovstræde, men også tidligere begivenheder er belyst. Bækkeskovs historie som til tider har været blodig er nøje beskrevet, ligesom Gøngernes aktiviteter under Svenskekrigen er omtalt. Bogen belyser udviklingen i et lille hjørne af Danmark, men paralleller kan drages til mange andre steder i landet. Det er interessant, at læse om "nybyggernes" første tid, hvor de startede på bar mark. Det var bestemt et hårdt slid, men i kraft af arbejdsomhed og sammenhold blev der skabt nogle mønsterbrug, som kunne brødføde familierne. Tidstypisk er det, at de fleste af disse statshusmandsbrug nu er blevet til fritidslandbrug, købt af personer med andet erhverv end landbrug, og at Bækkeskovstræde har udviklet sig til at være et meget attraktivt sted at bo. Det er naturligvis for mig personlig en stor glæde, at læse bogen da min familie og jeg boede på Bækkeskov Hovedgård fra 1966-1974, hvor jeg var forpagter under to af de omtalte ejere, nemlig Else Illum Trock Jansen og Børge Hinsch. Mange af de i bogen omtalte personer har jeg kendt, men de mange gode historier fra egnen og området var også for mig ukendte. Mange vil have stor fornøjelse af at læse bogen, som på fortrinlig vis beskriver livet og udviklingen i området. Bogen kan forhåbentlig også inspirere andre til at interessere sig for deres lokale område. Sluttelig vil jeg ønske Fladså Arkiv tillykke med udgivelsen og ønske alle læsere rigtig god fornøjelse." |
| Opdateret d. 2. november 2002. | Copyright: Fladså Arkiv. |